dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Digitalt klima-værktøj til kystplanlægning færdigt
Den samlede danske kystlinje er inddelt i 15 hovedstrækninger i planlægningsværktøjet.
Foto: Screendump

Digitalt klima-værktøj til kystplanlægning færdigt

National kortlægning af risikoen for oversvømmelse og erosion langs de danske kyster klar til præsentation - og kan bruges af alle.
30. NOV 2020 11.35

Det digitale værktøj Kystplanlægger 2120 skal hjælpe landets 76 kystkommuner med at prioritere og sikre større sammenhæng i kystbeskyttelsen.

Kystdirektoratet har lavet den nationale kortlægning af Danmarks 7.300 km lange kystlinje. Den viser risikoen for oversvømmelse, og hvor havet nedbryder kysten med erosion, samt mulige skader og økonomiske tab.

Alle disse data er tilgængelige i det nye værktøj, som ved hjælp af digitale kort viser risikoen på en given strækning i dag, om 50 år og om 100 år. Samtidig giver Kystplanlægger vejledende forslag til kystbeskyttelse på den valgte strækning, det kan for eksempel være at anlægge et dige eller at forstærke kysten med sand. 

Kystlinjen i Kystplanlægger er delt op i 15 hovedstrækninger, som yderligere er underopdelt i 458 strategi-strækninger med konkrete forslag til kystbeskyttende tiltag.

Kystplanlægger 2120 er udviklet af Kystdirektoratet og designet i tæt dialog med KL og kommunerne. Værktøjet er tilgængeligt for alle.

Kystplanlægger bygger på enorme mængder data. Alene til fareberegninger er der lagt 900 GB data ind om havvand på land og 1,1 TB data om havstigninger. For at gennemføre sårbarhedsanalysen er der anvendt ca. 11,5 millioner datapunkter.

Op til 10.000-års hændelser

I Kystplanlægger beregnes oversvømmelses- og erosionsrisikoen ved seks forskellige hændelser. En 50-års hændelse, en 100-års hændelse, en 500-års hændelse, en 1.000-års hændelse, en 5.000-års hændelse og en 10.000-års hændelse.

For hver hændelse er der foretaget tre beregninger, en for hvert tidsperspektiv: Et nutidsperspektiv (2020) og henholdsvis 50 år (2070) og 100 år (2120) frem.

I Kystplanlægger er hele kystlinjen inddelt i celler (grid) på 100 x 100 meter. En farveskala fra grøn (lav) til lilla (meget høj) viser risikoen i cellerne opgjort i kr. pr. år i et nutidsperspektiv og om 50 år og 100 år.

Den primære målgruppe for Kystplanlægger er kystkommuner. Men værktøjet er tilgængeligt for alle, så også borgere, foreninger, organisationer, investorer, erhvervsdrivende, rådgivere og andre med interesse for kystens udvikling er velkomne til at bruge det.

I forbindelse med offentliggørelsen af Kystplanlægger bliver værktøjet præsenteret for kommunale brugere på en række virtuelle møder, og der oprettes en hotline, som kommunerne kan kontakte med deres spørgsmål.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.